I sin tid var “Grønt 1 & 2” en bibel, der stod på mange selvforsyneres bogreol. Nu er den udgået fra forlaget og erstattet af flere forskellige bøger. Her anmelder vi CAMILLAS KØKKENHAVE.
TEKST: MARIANNE, FOTO: ANNE-LI ENGSTRØM & SIGNE
Camilla Plum er en kvinde, mange enten elsker at elske eller elsker at hade. Det er sagt om og om igen. Jeg hører til den første gruppe, og det smitter nok af på denne anmeldelse. Jeg sætter pris på at bogen taler til mine sanser, æstetik og intellekt på én gang. At den kan få mig til at synes, at det jeg gør i forvejen er godt, og alligevel giver mig blod på tanden til at kaste mig ud i nye uafprøvede projekter. CAMILLAS KØKKENHAVE er sådan en bog.
Af Camillas forfatterskaber mærker man hurtigt, at hun fatter kærlighed til alt det der gror. Til alt det, der kan bibringe smag og liv og mangfoldighed til vores verden og til vores sanser. Hun taler permakulturens sag og er selvforsyner om en hals. Hun er forretningskvinde og mediedame og kogekone og haveelsker. Alt dette får man indsigt i, når man læser Camillas bøger og ser hende på TV.
For år tilbage blev et digert mesterværk i to bind udgivet – en slags: “Det her er hvad jeg ved om at have have og om at bruge herlighederne i et køkken”. Og det var ikke så lidt, skulle jeg hilse at sige. To kæmpe mursten. Af dem fremgik det med al tydelighed at Camilla er et menneske, der selv har fingrene i jorden og i bolledejen (men ikke samtidig), og at hun ved, hvad hun taler om. Men som alle havemennesker i bund og grund ved, så er summen af al den haveviden vi opbygger gennem vores liv jo altid mindst 10-fold større end det, det kan siges og videregives. Derfor har vi også gang på gang kunnet få lov til at traske i hælene på Camilla i hendes have og køkken i lange, snorlige rækker af TV-udsendelser gennem årene.
“Grønt 1 & 2” findes ikke mere (bortset fra de lasede eksemplarer, der står rundt om på folks bogreoler), og det er lige før jeg rejser et lille kors med R.I.P. på. For der gik køkkenhaven og køkkenet hånd i hånd med hhv. dyrkningsforklaringer og opskrifter ved hver grøntsag. Det skabte en vældig lyst til – og især mod til – at gå ud efter riven og gå i gang derude.
Nu er hendes viden om køkkenhaven så udgivet i flere bogformer – dels “CAMILLAS HAVEBOG” på Politikens Forlag, dels “CAMILLAS KØKKENHAVE” på Peoples Press. Sidstnævnte koncentrerer sig mest om den spiselige have, og i denne anmeldelse går vi hende i bedene, så at sige. Vi går med i køkkenhaven, hendes hjertebarn. Og måske har Camilla flere hjerter – for mad generelt, og blomster og krydderier, æbler og dyr hører jo også til et sted under huden, ved vi.
OG HVAD ER DET SÅ HUN KAN?
Ja, egentlig irriterede det mig i en rum tid at “CAMILLAS KØKKENHAVE” er inddelt i hver enkelt køkkenurt og derfor lægger op til at være et opslagsværk. For der står så meget i hvert afsnit, at man skal skænke sig en meget stor kop kaffe før man kommer til det, man lige vil vide og kan lægge murstenen fra sig og tage gummistøvlerne på.
Til gengæld får man slået sig på lårene så kaffen skvulper, griner sådan næsten slimløsnende (ja undskyld) og får langt større indsigt i hver enkelt plante og plantegruppe – og dyrkning og liv sammen med planterne. Så man, hvis det stadig er så dårligt vejr, at man ikke kan gå direkte i haven – i stedet rækker ud efter avisen for at lede efter et lille landsted, hvor man kan gøre hende kunsten efter.
Hun skriver så levende og entusiastisk, sætter så mange billeder på ens indre lærred, at oplevelsen ved at læse bogen transformeres over i en sansenydelse med både riv og sødme i. Og på en måde er det lige det sådanne bøger skal. I stedet for at give mig svar på rede hånd, som “Google University” ville kunne på et splitsekund, så møder vi en grundighed og en detaljerigdom i et tempo, som vi på den ene side aner, der findes mere af, og på den anden side får lige tilstrækkeligt af til at vi selv kan gå videre ud og erfare – og blive klogere.
I stedet for at give mig svar på rede hånd, som “Google University” ville kunne på et splitsekund, så møder vi en grundighed og en detaljerigdom i et tempo, som vi på den ene side aner, der findes mere af, og på den anden side får lige tilstrækkeligt af til at vi selv kan gå videre ud og erfare – og blive klogere.
Det er Camilla, der fik mig til at kaste mig over hestebønnen, borlottobønnerne og hyacintbønnerne og nogle af alle de andre skønne urter og grøntsager, selvom jeg havde besluttet, at “nej, det er altså for arbejdskrævende”. Det er Camilla, der fortæller om, hvordan hun har dyrket kartofler under halm, da hun var gravid – et tip jeg tænker kan hjælpe mennesker som mig, der har så lidt energi og alligevel gerne vil kunne grave efter guld.
SKATTEKISTEN
Og det er Camilla, der minder mig om, hvorfor det er værd at dyrke afgrøder selvom man billigere, hurtigere og enklere kan købe sig fra det hele i et supermarked eller ved et klik på nettet. Det er kærligheden til Moder Jord, ærefrygten over og fortroligheden med vores egen skaberkraft, der gør at jeg ydmygt og taknemmeligt hilser hver eneste nye spire velkommen og bruger tid og energi, glæde og opmærksomhed på at gå og skuffe omkring dem i sol, regn og blæst. At jeg sidder i min sofa og drømmer om, hvad jeg skal dyrke i år – og til næste år, og bliver helt lykkelig ved tanken om at det faktisk er muligt at dyrke have, selvom man er på den anden side af 80. For det håber jeg på at blive, så jeg kan få prøvet bare lidt af det hele.
En lille detalje, som altid er medvirkende til at sætte en havebog helt frem på min indre haveboghylde, er at billedfladen er i orden. Samspillet mellem de poetiske og samtidigt hudløst ærlige fotos og Camillas måde at skrive på, er eminent. Her går Anne-Li Engstrøms fotos og valget af de gamle plantetavler som illustrationer rent ind hos mig. Det forbinder mig med alle de tusinder af generationer verden over før mig, der har dyrket deres afgrøder. Og de forener den kærlighed (og indre eller ydre) nødvendighed, mine forfædre og -mødre og alle deres naboer havde til det at dyrke. De indbyder mig til at være med i det store fællesskab. Og jeg takker: Ja!
Bogen kan købes i hendes netbutik.
Man må ikke være sart eller stringent æstetiker når man ser Camilla Plum i hendes have- og madprogrammer for det kan godt virke rodet omkring hende…. Men hold op hvor er hun dygtig og enormt vidende og det er en fornøjelse at der virkelig er substans når hun skriver og fortæller.
Jeg elsker at se på og læse Camilla Plum – hun svælger ikke hen i selvhøjtidelighed. Lad os få nogle flere af hendes slags:o)
Hendes bog Blomster er også absolut anbefalelsesværdig.
Åh Marianne , hvilken herlig anmeldelse af fru Plum. Jeg håber sandelig hun læser med her… 😉
Selv går jeg langt uden om køkkenhave, men efter dette indlæg er det lige før der ryger et par hostaer op af jorden for at give plads til en radisse og en borlottobønne (gad vide hvad det er…?).
Men hendes bog om BLOMSTER, har samme skønne indlevningsevne, og det er vist snart på tide at jeg får den hevet frem fra havebiblioteket. Når det kommer til hendes udsendelser, har jeg nydt hver og en. I nogle af de første udsendelser blev mit fokus en smule forstyrret af udsvinget på hendes brystparti, det er der siden kommet styr på. Ellers har jeg kigget i gryderne, været med til at ælte alverdens bolledeje og knuse de skønneste krydderier. I haven er der et mylder af katte, høns, ukrudt og sønner men det hel går op i en højere enhed og ender med de skønneste planter til både maven og sanserne. Camilla Plum er ganske enkelt den mest jordnære, uhøjtidelige skønne havequinde, så tak fordi du bragte hende på banen. ;o)
Fin anmeldelse af en fin bog.
Jeg købte bogen for "julegavepenge" og de penge er godt givet ud.
Jeg bruger den som "godnatlæsning", selvom
1) Den er stor og tung
2) Den ikke virker efter hensigten…eftersom jeg IKKE falder i søvn…! Hehe.
Jeg læser den fra en ende af – også om de planter, jeg næppe nogensinde får ind i min have…som f.eks. hestebønner (Jeg kan ikke lide dem!)
Det er dejlig læsning.
Jeg har meget dårlig erfaring med Fuglebjerggaard – især med Camila Klum, der har et alvorligt troværdighedsproblem. Da jeg bestilte stauden Kleopatras nål på nettet, kom jeg til at bestille den som "frø", hvilket var en fejl. For jeg ønskede en hel plante i potte. jeg henvendte mig både til kontoret og til Camila for hjælp, og understregede, at jeg selvfølgelig ville betale hvad den rigtige vare måtte koste ekstra og ekstra fragtomkostninger. Den 7 december skrev Camilla til mig : Du vil modtage en pote med en stor plnate i, mvh camilla . Og jeg skrev glad mange tak tilbage. Senere samme dag, fik jeg en mail fra Fuglebjerggaard, at min ordre var blevet ekspederet. På trods af Camillas løfte, havde de alligevel sendt den vare, jeg ikke ønskede. Jeg forsøgte med mange mails, både til kontoret og til Camilla, at appellere til dem om at overholde det løfte Camilla gav mig. Camilla havde endda fået mig til at overføre 60 kr ekstra til deres konto. Penge hun senere påstod, hun ikke kunne se nogen steder. Men jeg havde det heldigvis sort på Hvidt på min netbank. Så påstod hun at hun ikke havde flere eksemplarer tilbage af den vare jeg ønskede, så hun havde solgt min vare, jeg havde betalt, til en anden kunde. Men ved et tjek på hendes hjemmeside, fremgik det tydeligt,nat der var 24 eksemplarer tilbage. Hun gjorde nar af min vrede og frustration over at få sådan en nedrig behandling. Tilsidst påstod hun at hun havde ført pengene tilbage for det produkt, jeg ikke kan bruge til noget som helst. Det fremgår endnu ikke på min netbank. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan få den plante, jeg ønsker og som Camilla lovede, jeg kunne få. Med venlig hilsen. Pia Berg